Rejsebrev fra Australien.
Skrevet af Stefan, rejsedesigner i Stockholm.
Jeg sov uroligt om natten, for jeg ville ikke risikere at gå glip af chancen for at opleve dette magiske paradis i Australien. Jeg skulle egentlig have besøgt øen tre dage tidligere, men en storm og dårligt vejr satte midlertidigt en stopper for mine planer om at besøge den sydligste ø langs det 2.300 km lange og unikke Great Barrier Reef. Denne gang havde jeg bedre held!
Hele min opvækst har jeg hørt meget godt fra min far og farfar om Lady Elliot Island, som de besøgte for 30 år siden. Jeg glædede mig derfor ekstra meget til dette besøg.
Tidligt op, en hurtig morgenmad og et opfriskende bad, inden taxien hentede mig ved hotellet i Hervey Bay, og jeg kunne sige: “Take me to the airport”. Jeg var i Australien sidst i november, så temperaturen lå allerede omkring 30 grader om morgenen. Hervey Bay er et populært rejsemål for både turister og lokale, men i november er her stadig ret roligt.
Efter en kort taxatur ankom jeg til lufthavnen og checkede ind ved den private skranke for Lady Elliot Island. Vi var 10 rejsende, og efter en kort ventetid kaldte piloten os op og førte os ud på flyvepladsen til vores sølvskinnende propelfly.
Piloten gennemgik sikkerhedsinstruktionerne udenfor flyet. Vi steg ombord, han fik tilladelse til afgang og satte kurs mod startbanen. Endelig var vi i luften – på vej mod paradis!
Mit eventyr startede i Hervey Bay, men man kan også flyve hertil fra Bundaberg, Brisbane eller Gold Coast. Efter godt en halv times flyvning, mens vi nød udsigten over de glitrende vandmasser, dukkede vores rejsemål op i horisonten. Øen blev større og større, og til sidst kredsede vi over den, inden vi gik ned for landing.
Landingsbanen på Lady Elliot Island går tværs over øen og består af grønt græs – her er ingen asfalterede veje. Da flyet var parkeret i skyggen for enden af banen, kunne jeg ikke lade være med at føle mig stolt, mens jeg gik over græsset mod hovedbygningen. Stolt over endelig at opleve dette paradis, som jeg havde hørt så meget om fra både min far og farfar.
Ombord var både endagsgæster, som jeg, og andre, der havde booket 3–4 nætter for at nyde øen i ro og mag, med masser af snorkle- og dykkerture. Ofte er morgenmad, middag og snorkeludstyr inkluderet, så man kan gå direkte i vandet og begynde at udforske livet under overfladen.
Vi havde alle udfyldt et skema, hvor vi angav vores snorkleniveau. Jeg skrev ”Normal snorkelniveau” og lod det blive ved det.
Man behøver ikke en traditionel stinger suit her, da brandmænd er meget sjældne omkring Lady Elliot Island. Til gengæld vrimler det med farvestrålende fisk og koraller rundt om øen. På den ene side ligger en naturlig lagune, hvor de yngste snorklere ofte holder til, da det er lettere tilgængeligt end det dybe vand fra båd.
På den anden side af øen, ved fyret, hælder koralformationerne mere nedad, og her er der ofte stærkere strøm. Til gengæld kan man se større fisk som revhajer, rokker og andre lokale arter, der nysgerrigt svømmer tæt på.
Jeg sluttede mig til en gruppe erfarne svømmere og lyttede spændt til vores Dive Master, mens han gennemgik programmet og sikkerheden. Inden jeg vidste af det, var jeg iført udstyr og mod nok til at glide ned i det klare vand og svømme mod strømmen langs det sikkerhedsreb, arrangøren havde lagt ud.
Strømmen var stærk, og sveden samlede sig under våddragten, mens jeg forestillede mig, hvordan det måtte være at blive fanget i en udadgående strøm. Jeg vidste selvfølgelig, at man ikke skal kæmpe imod, men flyde med, signalere for hjælp og prøve at svømme skråt ud af strømmen. Mange førstegangsbesøgende i Australien frygter hajer, krokodiller – og måske endda en Tyrannosaurus Rex – så snart de stikker tåen i vandet.
Men vi, der kender forholdene lidt bedre, ved, at det vigtigste er at drikke nok vand, beskytte sig mod solen, bruge myggespray visse steder – og aldrig overvurdere sin svømmeevne eller udfordre stærk strøm.
Som opvokset i trygge Sverige tager jeg tingene roligt. Men efter lidt tid i det krystalklare vand, omgivet af fisk i alle regnbuens farver, voksede mit mod. Til sidst fandt jeg mig selv på lidt dybere vand, lidt væk fra gruppen. Og dér, pludselig, så jeg en cirka halvanden meter lang hvidfinnet revhaj. Den svømmede fredeligt forbi, og jeg følte straks en mærkelig ro – en oplevelse, der mindede mig om, hvor smuk og værdifuld vores planets biodiversitet er.
Jeg havde været lidt for hurtig, da jeg valgte snorkel, så jeg fik slugt lidt saltvand. I stedet for en eftermiddagstur i vandet besluttede jeg mig for at udforske øens faciliteter og kigge nærmere på overnatningsmulighederne og restauranten.
Anlægget har en lille pool, en souvenirbutik, reception for overnattende gæster – og sit hjerte: dykkershoppen, hvor man henter udstyr og booker ture. Jeg fik også en spændende gåtur med guide, hvor vi bl.a. så pinde i sandet, der markerer, hvor havskildpadder har lagt æg (november–marts). Arterne her er Hawksbill, Green og Loggerhead Turtle.
Sidst på dagen var det tid for alle endagsgæster at vende tilbage til fastlandet. Da jeg igen gik over græsset mod det ventende fly og satte mig i sædet, med sikkerhedsbæltet spændt, kunne jeg mærke flyet bumle hen ad banen. En tanke rungede i mig som et mantra fra havets dyb:
Til denne paradisø vender jeg tilbage!
Kontakt os hvis du vil have et tilbud på en rejse til Australien og Lady Elliot Island
Læs også
En vandring gennem regnskoven – opdagelser i Abel Tasman Nationalpark
