En vandring gennem regnskoven – opdagelser i Abel Tasman Nationalpark

Rejsebrev fra Abel Tasman National Park i New Zealand.
Skrevet af Stefan, rejsedesigner i Stockholm.

Forestil jer en varm forårs- eller efterårsmorgen, når fuglene netop er vågnet og ivrigt fortæller verden, hvor fantastisk de trives med tilværelsen. Til lyden af dette begav jeg mig ned til lobbyen på det forholdsvis enkle, men fuldt ud godkendte og strandnære, personlige hotel, jeg boede på i Nelson på nordsiden af Sydøen i New Zealand.

Jeg havde hørt så meget godt om en bestemt nationalpark i den tempererede newzealandske regnskov på Sydøen, og den beskrivelse, der havde gjort størst indtryk på mig, handlede om noget, jeg holder meget af – nemlig vandring.

Efter min mening er det den absolut mest fredelige og givende måde at opleve en by eller et rejsemål på. Det er bare at vandre rundt og lade sig fascinere af det, man oplever undervejs – noget, jeg de seneste dage i Nelson havde fået bekræftet. Nelson er i øvrigt en utrolig charmerende lille by med venlige mennesker.

Efter fem minutters venten uden for vores hotel, i det ganske gavmilde solskin for begyndelsen af november måned, kom vores bus, som skulle køre os til og fra starten på vores eventyr – den lille by Kaiteriteri, lige ved den berømte nationalpark Abel Tasman. Det var her, mit eventyr for alvor skulle begynde.

Kaiteriteri viste sig at være lige så lille og pittoresk, som jeg havde håbet – hyggelig og charmerende. Efter at have købt lidt proviant i den lokale butik og byttet mit reservationsnummer til rigtige færgebilletter, gik jeg ned i den hvidgule, porøse sandstrand ved den båd, der skulle tage os langs kysten mod nord.

Vi, der var stået tidligt op denne novembermorgen, begyndte at fylde bådens let fugtige plastsæder i lyse sommerfarver. Jeg var så opslugt af at huske navnet på den strand, hvor jeg havde bestilt afhentning, at jeg slet ikke lagde mærke til, at vi allerede var sejlet ud fra Kaiteriteris sandstrand.

Awaroa Beach – det var navnet på stranden, hvor jeg skulle stå af. Man skal bestille både afgangs- og afhentningssted på forhånd, og jeg havde valgt Medlands Beach, cirka fem timers vandring mod syd.

Denne del af Abel Tasman National Park rummer ikke kun skovområder, vandrestier og udsigtspunkter, men også vidunderlige, hvide, lange sandstrande som Onetahuti Beach og Awaroa Beach, hvor min vandring startede.

Det var sidst i oktober/begyndelsen af november – foråret på den sydlige halvkugle – med sommeren lige om hjørnet og omkring 15 grader. Kun to dage tidligere havde en kraftig storm ramt kysten, lukket lufthavnen i Nelson og spærret alle vandrestier af sikkerhedshensyn. Nu var jeg en af de første til at gå en stor del af disse stier efter stormen.

Jeg havde valgt ruten fra Awaroa til Medlands Beach i den øvre del af parken – normalt en rolig tur på cirka fem timer. Problemet var bare, at visse dele var ren mudder, andre skyllet væk, og tidevandet gjorde det ikke lettere. Dertil kom det vedvarende regnvejr, som tog til længere mod nord og inde i regnskoven. For mange ville det være afskrækkende – men for mig, som svensk viking, var det tværtimod – jeg elskede det!

Bortset fra nogle få tapre børnefamilier fra Australien, der ud fra deres påklædning ikke helt vidste, hvad de gik ind til, var jeg alene på min valgte strækning. Isolationen midt i naturens hjerte, med regnen rislende ned ad omgivelserne, gjorde bare oplevelsen endnu større.

Man kan også tage hele vandreruten som en flerdagstur med overnatning i forhåndsbookede hytter langs stien, selvom de ofte bliver udsolgt samme dag, de frigives. Hele Abel Tasman Walking Track strækker sig fra Marahau i syd til Wainui Bay i nord – i alt omkring 55 kilometer fordelt på fem hovedstrækninger.

Ud over vandring er der mange muligheder for at bade, sejle i kajak eller cykle mountainbike på visse strækninger. På steder som Awaroa Bay findes der også vandløb (inlets), der løber ind fra kysten.

Foruden de enkle hytter findes der også den mere luksuriøse Awaroa Lodge i parkens nordlige del. Her kan man endda spise frokost uden at være overnattende gæst. Ellers er der ingen butikker eller spisesteder i nationalparken, så alt, hvad du vil spise og drikke, skal bæres med ind – og, som altid, tages med ud igen. Efterlad kun fodspor i sandet.

Min vandring på godt fem timer – trods silende regn og drivvåde tøjlag – var helt magisk, og jeg kan varmt anbefale den til alle naturelskere. Bare følelsen af at blive sat af på en næsten øde strand langt oppe i en af verdens mest myteomspundne nationalparker er noget ganske særligt. At blive ét med naturen under en stille og tankefuld vandring var som at lade batterierne op for både krop og sjæl – en oplevelse, jeg tager med mig langt ind i den svenske vinter.

Kombinationer af vandring og kajaksejlads eller bare en bådtur med stop til sightseeing langs kysten er også værd at overveje, hvis tiden er til det. Med minderne fra dagen friske i tankerne, sad jeg i bussen tilbage til hyggelige Nelson, længselsfuld efter en varm bruser og tørt tøj – og allerede i gang med at planlægge min næste tur til dette newzealandske paradis.

Da vi rullede ind i Nelson, og jeg så mit hotel gennem regndråberne på ruden, følte jeg mig tilfreds, småsmilende og nynnende på en gammel klassiker fra Hollywoods glansdage:

I’m Singing in the Rain, Just Singin’ in the Rain!

Kontakt os hvis du vil have et tilbud på en rejse til New Zealand og Abel Tasman National Park.