Australien er et af de sikreste lande i verden at rejse rundt i med små børn. Med en veltilrettelagt ferie får hele familien med garanti en oplevelse for livet.
At rejse med børn kan være en udfordring, uanset hvor i verden man rejser, men som altid vil god planlægning og visse forberedelser betyde meget for ferieidyllen. I denne artikel ser vi nærmere på de mest elementære ting, fra planlægning til ankomst, og ikke mindst de største attraktioner for børn i storbyerne. Der findes også en masse nyttig information rundt omkring på nettet, blandt andet fra mødre og fædre, som har blogget om deres australske ferie med børn.
Denne side indeholder både praktisk information og tips: TAWK (Travelling Australia With Kids)

Foto: Tourism Australia
Planlæg flyrejsen og ankomst
Vælg den rigtige rejseforsikring på forhånd og husk at børn også skal have visum for indrejse. Bestiller du rejsen med Australienrejser, er visum inkluderet og passende rejseforsikring kan arrangeres sammen med bookingen.
Rejsen til Australien tager som regel mellem 24 og 28 timer og inkluderer to mellemlandinger. På de længere flyvninger har hvert sæde sin egen skærm med spil, tegnefilm og børnefilm.

Mange vælger at dele rejsen op med et stopover med overnatning undervejs. Afhængigt af hvilket flyselskab du bruger, er typiske destinationer Singapore og Hong Kong.
Vær forberedt på jetlag ved ankomst. Tidsforskellen er 7-10 timer alt efter hvor i Australien man starter sin ferie. Ankommer man i løbet af dagen, er det meget fristende at tage sig en middagslur, men prøv at holde ud og vent med at gå i seng til om aftenen.
Told og grænsekontrol
Husk at grænsekontrollen i Australien er streng når det kommer til at medbringe diverse fødevarer på grund af faren for blandt andet plantesygdomme, som ikke findes i Australien.. Overtrædelser medfører bøde.
Her finder du officiel information om hvad man må og ikke må medbringe:
https://www.awe.gov.au/biosecurity-trade/travelling/bringing-mailing-goods
Det gælder dog ikke under flyrejsen til Australien, så alt hvad du har med dig, der ikke skal igennem grænsekontrollen, kan efter landing smides ud i afmærkede områder i lufthavnen.
Kørsel i Australien
Ligesom i England kører man i venstre side af vejen. Langt de fleste vænner sig til dette med det samme. Samtidig er trafikken velafmærket, og overholdelsen af færdselsregler er mindst lige så gode som man ville forvente det i Skandinavien. At køre bil med små børn kræver en lovpligtig barnestol tilpasset aldersintervallerne 0 til 6 måneder, 6 måneder til 4 år og 4 til 7 år. Biludlejningsfirmaerne er behjælpelige med at arrangere dette. Ud over det er Australien generelt også rigtig godt rustet til cyklister og fodgængere i storbyerne.

Solbeskyttelse
Husk at solen i Australien kan være meget stærk, især jo længere nord på kontinentet du kommer. I australske folkeskoler er hovedbeklædning med nakkebeskytter obligatorisk. Elever der glemmer dem derhjemme, er tvunget til at bruge frikvarterene indendørs. Så pak solfaktor 50 og en kasket/solhat med nakkebeskyttelse, eller sørg for at det er noget af det første i går på indkøb efter ankomst.

Foto: Tourism Australia
Hvad med de farlige dyr i Australien?
Mange vil sikkert intuitivt bekymre sig om farlige dyr når de rejser til Australien med børn. Landet er trods alt kendt for krokodiller, hajer, edderkopper, slanger og skorpioner. Disse farer er stærkt overdrevne og praktisk talt ikke-eksisterende hvis der tages simple forholdsregler. En løbsk hest eller en vred ko er statistisk set langt farligere for liv og velvære end nogen af Australiens vilde dyr.
Læs også: Findes der farlige dyr i Australien?
Og så er der alt det sjove
Nu hvor vi har været igennem diverse advarsler og regler, er der heldigvis også en masse positive ting der hører med til at forberede familieferien “Down Under”. Nemlig alt det man kan se, lære, nyde og opleve, udover at slappe af på stranden eller ved poolen. Og så er børnene ofte lige så interesserede i dyrelivet, som vi voksne er i kultur, historie eller arkitektur.

Foto: Tourism Australia
At klappe en kænguru eller koala eller svømme med delfiner er sikre vindere. Det samme er surfundervisning og snorkling for de lidt større børn. Storbyerne har hver deres zoologiske have, og derudover er der talrige mindre zoologiske haver spredt rundt om i landet, med de mest ikoniske australske dyr. “Petting zoo” er en almindelig betegnelse og betyder at børn kan fodre og klappe koalaer og små kænguruer.
Længere nede er der en liste med nogle naturlige attraktioner for børn i de mest besøgte byer. Tag gerne kontakt til en af vores rejsekonsulenter, som har rejst på kryds og tværs af Australien. Så sammensætter vi en skræddersyet og familievenlig rejseplan.
Sydney
Sydney er en stor by både i forhold til befolkning og areal. Offentlig transport gør det nemt at komme fra sted til sted til en rimelig pris.
I området omkring Circular Quay finder vi både operahuset, havnepromenaden og botanisk have. Det er også et knudepunkt for tog, sporvogne, busser og færger. Cirka en kilometer væk ligger det bilfrie område Darling Harbour med et stort udvalg af restauranter og caféer. Her er både krybdyrspark og akvarie samt et grønt område med legestativer. Kort derfra finder i også søfartsmuseet. Fra det samme havneområde er det kun en kort færgetur over til Taronga Zoo, 20 minutter med tog/bus til Bondi Beach og lige så mange minutter med færge til Manly Beach.

Foto: Tourism Australia
Brisbane
I centrum af byen finder du South Bank, et populært område ved Brisbane-floden med parkområder, restauranter og en kunstig sandstrand. I samme kvarter er der også en forlystelsespark og pariserhjul. Australia Zoo ligger en times kørsel nord for det centrale Brisbane. Parken drives af familien til den afdøde tv-personlighed Steve Irwin. Byen Gold Coast ligger syd for Brisbane og kan blandt andet prale af forlystelsesparkerne Warner Bros Movie World og Holoverse Dinosaur World.

Foto: Ben Beaden / Australia Zoo
Melbourne
Bydelen St Kilda har grønne områder med parker og en botanisk have, samt en fantastisk bystrand og forlystelsesparken Luna Park. Melbourne Zoo og LegoLand ligger også i byens centrum. 140 kilometer syd for byen finder vi Phillip Island med noget så originalt som en pingvinparade hver aften. Når de små pingviner kommer tilbage fra fisketur om aftenen, vralter de på række op over stranden, og det kaldes The Penguin Parade.
Perth
Perth har store grønne områder langs Swan River, som deler byen i to. Herfra går der også en færge til Rottnest Island, hvor de søde og nysgerrige quokkaer bor – kænguruens lille slægtning, som er en garanteret vinder hos både store og små. Aquarium Of Western Australia ligger i den nordlige del af Perth. Forlystelsesparken Adventure World ligger i byens centrum, og udvalget af vandlande er stort.
Adelaide
Adelaide har fantastiske bystrande i umiddelbar nærhed af byens centrum; Glenelg, Brighton, Henley og Semaphore. Mellem Henley og Glenelg ligger vandlandet Beachouse og forlystelsesparken West Beach Adventure. Midt i byens centrum ligger Adelaide Oval sportsarena, Adelaide Zoo og Adelaide Botanic Garden.
Syd for Adelaide ligger den fortryllende Kangaroo Island. Her kan du se koalaer og flere typer kænguru i det fri, og der er strande, hvor delfiner kommer ind på lavt vand til stor glæde for små og store badegæster.
Cairns
Cairns er det mest populære udgangspunkt for udflugter til Great Barrier Reef, som byder på skønne naturoplevelser med dykkermaske og snorkel. Byen har ikke strande som er egner sig til svømning, men til gengæld er der et gratis vandland i centrum og hoteller af en vis standard har ofte flotte pools.

Foto: Tourism and Events Queensland
En dagstur med et veterantog i regnskoven kan roligt anbefales. Toget snor sig op ad bakken og ind i den beskyttede regnskov til den lille by Kuranda. Her er der en lille zoologisk have med de mest ikoniske australske dyr.
Darwin
Darwin er delstatens hovedstad i Northern Territory og den eneste større by på nordkysten. Bystranden Mindil Beach er et yndet sted at tilbringe både dagen og aftenen. Zoo Crocodylus Park & Zoo og vandlandet Big Buoy Water Park ligger i umiddelbar nærhed af byens centrum. Efter et kvarters kørsel øst for byens centrum kommer man til Adventure Land Palmerston.
GØR DRØMMEREJSEN TIL VIRKELIGHED
Mere inspiration

Flyv til Australien i ren komfort med Singapore Airlines
