Rejsebrev fra Australien.
Skrevet af Cecilie, rejsedesigner i København.
Sunshine Coast i Queensland er et sandt paradis for alle, der elsker smuk natur, spændende dyreliv og hyggelige småbyer. Her er en guide til de bedste oplevelser, fra nord til syd – alt sammen pakket med charme og eventyr.
Noosa: Natur, surf og shopping
Noosa er uden tvivl et af de mest populære steder på Sunshine Coast, og det forstår man godt. Byen har en afslappet stemning og masser at byde på, uanset hvad du er til.
Start din dag med en tur gennem Noosa Nationalpark. Her kan du gå langs kysten og måske være heldig at få øje på en koala, der tager sig en lur i træerne. Hvis du er til surfing, er strandene her perfekte – både for begyndere og erfarne.
Når du har brug for en pause, kan du tage en slentretur ned ad Hastings Street. Gaden er fyldt med små butikker, caféer og restauranter, hvor du kan nyde en god kop kaffe eller lidt lækker mad.
Har du lyst til noget helt specielt, så overnat på Habitat Noosa. Det er et glamping-sted midt i smuk natur, hvor kænguruer hopper rundt lige udenfor din dør. Stedet ligger tæt på The Everglades – et fantastisk naturområde, hvor du kan sejle i kano på det næsten sorte Tea Tree-vand eller bare slappe af og nyde roen. Er du rigtig heldig, kan du møde den lokale echidna familie der bor i området.
Rainbow Beach: Kajak og naturens magi
Et stykke syd for Noosa finder du Rainbow Beach. Det er en lille perle, der byder på store oplevelser. Jeg tog på en kajaktur her, og det blev hurtigt et højdepunkt på min tur.
Ikke nok med at vi så hvaler, der migrerede i horisonten, så svømmede delfiner og havskildpadder lige under vores kajakker. Det var magisk at se en nyfødt delfin så tæt på! Vores guide, Vince, fortalte masser af spændende historier om området og dyrelivet – det gjorde oplevelsen endnu bedre.
Maleny og Montville: Hyggelige byer i smukke omgivelser
Hvis du tager lidt væk fra kysten og op i bjergene, kommer du til Maleny og Montville. Disse små byer oser af charme og byder på alt fra fantastiske udsigter til lokale specialiteter.
I Maleny kan du besøge den ikoniske Big Pineapple – en kæmpe ananas, der er blevet symbolet på området. Og hvis du kan lide gin eller rom, skal du helt sikkert kigge forbi Sunshine & Sons, et prisvindende og lokalt destilleri, der laver en fantastisk gin inspireret af tropiske frugter.
Montville er perfekt til en afslappet dag. Gå på opdagelse i de små butikker, nyd noget af den bedste chokolade, eller besøg byens kirke, hvor udsigten over bjergene er helt utrolig.
Glass House Mountains: Vandreture og udsigtspunkter
På vej sydpå kan du ikke undgå at lægge mærke til Glass House Mountains. De majestætiske vulkanske bjerge er en stor del af områdets historie og perfekt til en vandretur. Hvis du ikke er til stejle stigninger, kan du nøjes med at nyde udsigten fra et af de mange udsigtspunkter i nærheden.

Australia Zoo: Dyr og omsorg
Ingen tur til Sunshine Coast er fuldendt uden et besøg i Australia Zoo, der blev grundlagt af Steve Irwin – den verdensberømte krokodillejæger. Her kan du komme tæt på Australiens unikke dyreliv og lære om, hvordan stedet hjælper skadede dyr tilbage til naturen. Det er en fantastisk oplevelse for både børn og voksne.
Sunshine Coast er et sted, der har det hele: smukke strande, hyggelige byer, lækker mad og storslået natur. Uanset om du er til afslapning eller eventyr, er der noget for enhver smag. Det er et sted, der vil blive siddende i hjertet længe efter, du er taget hjem.
Kontakt os, hvis du ønsker et tilbud på en rejse til Australien og Sunshine Coast.
Læs også

Lizard Island – et tropisk paradis midt i hjertet af Great Barrier Reef




