Rejsebrev fra South Australia.
Skrevet af Stefan, rejsedesigner i Stockholm.
Med nervøse skridt trådte jeg baglæns ned i vandet. Trods våddragten kunne jeg mærke kulden fra de 15 grader kolde bølger. Jeg tog en dyb indånding, satte regulatoren i munden og sank langsomt ned under overfladen.
Buret jeg befandt mig i var cirka to gange seks meter og tre meter dybt. Uroen over at være blot få meter fra hovedattraktionen blev hurtigt afløst af en mærkelig ro – og en følelse af at være med til noget næsten uvirkeligt.
Vi var seks personer i buret, og alle kæmpede vi for at holde balancen, mens bølgerne kastede os rundt som i en vaskemaskine. Uden håndtagene indvendigt havde jeg nok grebet fat i ydersiden – hvilket ikke ville have været særligt klogt, med tanke på hvem der bevægede sig i mørket udenfor.
Da jeg fortalte min søster, at jeg skulle til Australien for at prøve dette, rystede hun bare på hovedet og spurgte, om jeg var rigtig klog. Men dette havde jeg drømt om længe. Det er trods alt ikke mange, der kan sige, at de har befundet sig i havet blot få meter fra disse havets konger og dronninger – og overlevet for at fortælle om det.
Selvom jeg var beskyttet af et stålbur, sitrede kroppen ved tanken om at dele vand med en gigantisk fisk med knivskarpe tænder, som let kunne dele mig i to, hvis den ville.
Aftenen før lå jeg på hotelværelset og bladrede i brochuren. Jeg følte både uro over det ukendte og en barnlig forventning over endelig at skulle møde disse mægtige væsner.
Neptun Islands – hvor eventyret begynder
Vi befandt os tre timers bådtur fra Port Lincoln i South Australia, på vej mod Neptun Islands. Tidligere samme dag havde vi svømmet med søløver – legesyge og nysgerrige, en total kontrast til det, der ventede senere.
Rejsen startede i havnen i Port Lincoln med sikkerhedsgennemgang og underskrift af kontrakt. Det føltes næsten uvirkeligt at skrive under på et papir, hvor der stod, at dette var frivilligt og forbundet med risiko – men jeg tøvede ikke et sekund. Dette var et øjeblik, jeg ville opleve.
Vi sejlede ud i mørket tidligt om morgenen. Bølgerne slog mod skroget, men kaptajnens ro og guidernes selvsikkerhed fik os til at føle os trygge. Ombord talte jeg med andre deltagere – skandinaver, amerikanere og australiere – alle med samme længsel: at møde Australiens hvidhaj på nært hold.
Når hvidhajen viser sig
Vi var opdelt i fire grupper. De to første var nede længe, men så ingen haj. Jeg nåede at blive både nervøs og skuffet. Men så blev det vores tur.
Ti minutter efter at jeg gled ned i buret, dukkede den første haj op. Kort efter den anden. To hanner, cirka 2,7 meter lange – næsten voksne. De cirklede omkring os, nysgerrige, som om de undrede sig over, hvem vi var.
Pludselig forsvandt de. Vi troede, det var slut. Men så gled hun ind – dronningen. En hun på 4,5 meter, lige så lang som en motorbåd. Hun mødte mit blik. Det var, som om hun vurderede os, søgte efter svagheder. At være så tæt på en så intelligent skabning, der har eksisteret i millioner af år, var ubeskriveligt.
Besætningen lokkede hende tættere med en fisk på krog. Jeg så, hvordan hun dykkede, skød op af vandet, greb byttet i sine kæber og landede med et kæmpe plask foran os. Et øjeblik af rå styrke og ren skønhed.
Et minde for livet
Da vores 30 minutter var ovre, havde jeg næsten ikke lyst til at forlade buret. De måtte råbe til mig, at jeg skulle op. Jeg var den sidste, der kom op – med et smil, der nok gik fra øre til øre.
På vej tilbage til land gennemgik jeg billederne fra min GoPro. Jeg havde fanget næsten alt. Senere på aftenen købte jeg nogle køleskabsmagneter i havnen i Port Lincoln – små minder fra et stort eventyr.
Nu pryder de mit køleskab herhjemme i Danmark, hvor jeg kan bade i søer uden at bekymre mig om hvidhajer. Men jeg føler mig stadig beæret over at have oplevet dette møde med havets giganter.
Til dig, der overvejer det, kan jeg bare sige: Gør det. Det er et eventyr, du aldrig vil glemme.
Kontakt os hvis du vil have et tilbud på en rejse til Australien.
Læs også
Top 9 højdepunkter på Sydøen i New Zealand
