Australiens bedste vinregioner

Australien er et vinland! Når det gælder god mad og vin, er Australien klart at foretrække. Vindistrikterne i Australien producerer samlet set, mere end 100 forskellige typer vindruer og der bliver hver dag, verden over, drukket mere end 30 millioner glas australsk vin. Så hvorfor ikke slå vejen forbi et af de fantastiske vinområder, næste gang du er i Australien.

Når det gælder god mad og vin, er Australien klart at foretrække.Når det gælder god mad og vin, er Australien klart at foretrække. Foto: Mike Annese, SATC

Nogle af de ældste og fineste vinstokke i verden, finder man i Australien, og enkelte kan dateres helt tilbage til omkring år 1850. Australien har igennem årene fået stor respekt verden over, for sine prisbelønnede vine. Med mere end 2400 vingårde fordelt på 65 vindistrikter over hele landet, er Australien verdens fjerde største vineksportør efter Italien, Frankrig og Spanien.

Vi har lavet en oversigt over de bedste vindistrikter i Australien. Vi anbefaler at tilbringe 2-3 dage hvert sted, så man har tid til at besøge flere vinmagere og andre lokale producenter af diverse specialiteter, så som; ost, chokolade, kød, øl, brød, olivenolier og ikke mindst for at have tid til nyde et lækkert måltid, der matcher den lokale vin. Vinområderne har også andre aktiviteter at byde på, ud over de kulinariske fristelser. Næsten alle regionerne har også en årlig festival, hvor lokalt mad og vin er i fokus.

 

Barossa Valley, South Australia

Barossa Valley er et af Australiens bedst kendte vindistrikter.Barossa Valley er et af Australiens bedst kendte vindistrikter.

Beliggenhed:
Ca. 1 time fra Adelaide (70 km)

Antal vinproducenter:
Ca. 150

Bedst kendt for:
Rødvin, specielt Shiraz. Andre vintyper, der produceres meget af er Riesling, Semillon, Grenache og Cabernet Sauvignon.

Barossa Valley er muligvis Australiens bedst kendte vindistrikt. Her kan besøgende udforske regionens unikke arkitektur samt mad- og vintraditioner, som er nedarvet efter de første europæiske bosættere, som kom til området omkring år 1840. I hver lille landsby finder man kunstgallerier, antikvitetshandlere og håndværksbutikker. Jacob’s Creek var den første kommercielle vingård i området og er også en af de ældste i regionen. Læs mere om Barossa Valley her.

Har du tid, anbefaler vi også at besøge de nærtliggende vindistrikter Clare Valley, McLaren Vale og Adelaide Hills som alle producerer vin af høj kvalitet.

 

Yarra Valley, Victoria

Varmluftsballon over Yarra Valley. Varmluftsballon over Yarra Valley. Foto: Rob Blackburn

Beliggenhed:
Ca. 1 time nordøst for Melbourne (60 km)

Antal vinproducenter:
Mere end 80

Bedst kendt for:
Chardonnay, mousserende vine og Pinot Noir.

Skønheden, råvarerne og klimaet i Yarra Valley giver inspiration til både kunstnere, natur-, mad- og vinelskere. Victorias første vinranker blev plantet her i 1838, og området er kendt for at producere nogle af Australiens bedste mousserende vine og Pinot Noir. Udover vin har Yarra Valley også lange traditioner for ølbrygning, og lokale bryggerier inviterer besøgende til sine mikrobryggerier for at prøvesmage øl og cider.

Regionen har mange historiske hoteller og gæstfrie pubber. Yarra Valley har også Australiens ældste koloni af kunstnere, og det er muligt at besøge kunstgallerierne, hvor de arbejder. På Healesville Sanctuary kan man se verdens største samling af australske dyr, herunder rovfugle, dingo, koala, kænguru og wombat. Området har også flere nationalparker, hvor man kan nyde naturen.

 

Margaret River, Western Australia

Den smukke kystlinje ved Margaret River.Den smukke kystlinje ved Margaret River. Foto: Frances Andrijich

Beliggenhed:
Ca. 3 timer syd for Perth (270 km)

Antal vinproducenter:
Mere end 120

Bedst kendt for:
Både rød- og hvidvin. Producerer hovedsageligt Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Semillon, Shiraz og Merlot.

Margaret River er et vindistrikt i verdensklasse, med prisvindende vingårde og restauranter. Jorden, klimaet og beliggenheden ved kysten skaber ideelle forhold for at producere vin, som rangeres blandt verdens bedste. Leeuwin Estate, Xanadu Wines og Voyager Estate er nogle af Margaret Rivers bedste vingårde.

I området omkring Margaret River finder man uberørte hvide sandstrande, tårnhøje skove, flotte surfer strande, underjordiske grotter og et stort udvalg af vandrestier. Dette gør, at man har en bred vifte af udendørsaktiviteter og attraktioner, når man ikke er optaget af at spise og drikke.

 

Hunter Valley, New South Wales

Udforsk Hunter Valley på cykel. Udforsk Hunter Valley på cykel. Foto: Paul Blackmore - Destination NSW

Beliggenhed:
Drøyt 2 timer nord for Sydney (250 km)

Antal vinproducenter:
Mere end 150

Bedst kendt for:
Er først og fremmest kendt for Semillon, Shiraz, Chardonnay, Cabernet Sauvignon samt Verdelho.

Vindistriktet Hunter Valley er Australiens ældste vinområde. De første vinranker blev plantet omkring år 1820 og er i dag hjem til nogle af de ældste vinranker i verden. Hunter Valley er også kendt for sine nationalparker, vin- og madlavningskurser, fine restauranter, spa og golf. I hele regionen kan man møde de lokale producenter, som sælger deres produkter på bagerier og markeder. Wyndham Estate er en af Australiens ældste vingårde, og er godt kendt udenfor landets grænser.

 

Mornington Peninsula, Victoria

Vinsmagning og ridning på Mornington Peninsula.Vinsmagning og ridning på Mornington Peninsula. Foto: Wayne Finn

Beliggenhed:
Ca. 1 time syd for Melbourne (75 km)

Antal vinproducenter:
Mere end 200

Bedst kendt for:
Pinot Noir, Chardonnay, Pinot Gris og Tempranillo.

Halvøen Mornington Peninsula er et smukt område med bølgende bakker, frugtplantager, olivenlunde, historiske bygninger og mere end 200 vingårde. Takket være klimaet og den naturlige topografi er regionen velegnet til vinfremstilling.

Mornington Peninsula er et yndet feriemål for indbyggerne i staten Victoria. Her kan man slappe af på regionens mange kurbade og varme kilder. Syv af golfbanerne er på listen over Australiens 50 bedste golfbaner, og man kan spille golf året rundt med en spektakulær udsigt over kysten.

 

Tamar Valley, Tasmanien

Tamar Valley ligger kun en kort køretur fra Launceston.Tamar Valley ligger kun en kort køretur fra Launceston. Foto: Rob Burnett, Tourism Tasmania

Beliggenhed:
Ca. 15 minutter fra Launceston.

Antal vinproducenter:
Omkring 30

Bedst kendt for:
Pinot Noir, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Tamar Valley er et utroligt smukt og malerisk område af Tasmanien, med frugtplantager, skov og enge. Udover omkring 30 vingårde kan besøgende nyde gåture langs vandfald og kløfter, sejlture på floden, kunstgallerier, lavendelmarker, jordbærgårde og historiske boliger. Med kun et kvarters kørsel fra Launceston er Tamar Valley let tilgængelig at besøge.


 

Vores specialister har besøgt mange af vinområderne i Australien.  
Ring til os på tlf.: 86 20 45 20, send en email eller udfyld vores forespørgselsformular på vores hjemmeside.

Vores viden er din tryghed.